Syntetisk replikering betyder, at fonden ikke selv investerer direkte i de værdipapirer, som skal give afkastet, men har indgået fx en swap aftale med en finansiel modpart (som typisk er en bank eller større finansiel koncern) , hvor modparten så til gengæld er forpligtet til at levere afkastet. En indeksfond med syntetisk replikering kan derfor give et meget indeksnært afkast, da modparten har forpligtet sig til at levere det præcist aftalte afkast. Syntetisk replikering kan være et valg hvor særligt illikvide markeder skal følges, hvor et vil være dyrt at købe og sælge værdipapirer via fysisk replikering.
Der er en modpartsrisiko ved syntetisk replikering, som er risikoen for, at modparten ikke kan levere det aftalte afkast. Normalt stiller modparten dog betydelig sikkerhed for forpligtigelsen. Fonde med syntetisk replikering kom først til Europa i 2001, men har ikke været populære efter finanskrisen og antallet af nye fonde har været begrænset. Der er dog de på det seneste begyndt at komme lidt flere syntetisk replikerede fonde på markedet, og særligt syntetisk replikerede fonde med USA aktier har fået stigende popularitet, da disse fonde ikke får tilbageholdt amerikansk udbytteskat. De fleste fonde har fysisk replikering, og det vil sige, at de selv investerer og ejer værdipapirerne selv.